Kære Yogi Regeringen har, grundet stigningen i COVID-19 smitten, indført nye restriktioner. Det betyder at der vil være mindre ændringer i forhold til yoga i studiet. Før var vi underlagt en kvadratmeter restriktion der betød at vi max. kunne være 10 deltagere og 1 instruktør i lokalet. Vi er nu underlagt forsamlingsrestriktionen på max.10 personer i samme lokale, altså en færre end hidtil. Jeg har derfor tilrettet alle oprettede hold i bookingsystemet. Således vil det kun være muligt at tilmelde 9 deltagere på et hold. Derudover kommer der nogle retningslinjer omkring brug af mundbind. De endelige retningslinjer er endnu ikke fastlagt og vil formentlig tidligst være klar mandag eftermiddag. Men på nuværende tidspunkt ser det ud til at følgende vil være gældende: Du skal bære mundbind når du ankommer til studiet og mundbind må først tages af når du er placeret på yogamåtten. Mundbindet skal IKKE benyttes imens du aktivt udøver yoga. Når timen afsluttes skal du igen påføre dig mundbind når du forlader din yogamåtte. Jeg vil som underviser også bære mundbind eller visir når jeg forlader min yogamåtte. Du er selvfølgelig, som altid, velkommen til at frabede dig at jeg kommer fysisk hen til dig og tilretter din stilling. Jeg glæder mig over at det fortsat vil være muligt for mig at tilbyde dig yoga i studiet, således at du fortsat kan pleje din krop og dit sind. Skulle de endelige retningslinjer blive anderledes end det der forventes på nuværende tidspunkt, sender jeg naturligvis yderligere information ud til dig. Jeg glæder mig til at tage imod dig i studiet. Med ønsket om et godt fysisk og mentalt helbred til dig og dine, i denne for mange lidt svære situation. De kærligste hilsner Bettina |
![]() |
Skriv et svar